Randers-boss: Helt fair at nummer syv kan komme i Europa
Dansk fodbolds kamp mellem Superligaens nummer syv og tre om en plads i Europa i næste sæson har delt vandene. FC København, der blev treer, tager fredag aften imod Randers FC i en kamp, der kan give dem adgang til næste sæsons Conference League-kvalifikation.
Søren Pedersen, der er sportslig og kommerciel direktør i Randers FC, mener, at det er retfærdigt, at holdet får chancen for europæisk adgang i kampen mod FCK. “Jeg er faktisk ikke enig i mange af holdningerne til den kamp, fordi jeg synes, det er helt fair, at vi har den mulighed, når strukturen er, som den er,” siger Søren Pedersen.
Han forklarer den sportslige retfærdighed i Superligaens struktur, hvor de 12 hold bliver delt op i to halvdele efter 22 runder. Derefter skal seks hold i top og bund spille ti kampe i hver sin halvdel. “Du frarøver jo alle bundholdene muligheden for at komme i Europa, når du sætter stregen til top-6 efter 22 runder,” påpeger han.
“I princippet kan det godt lade sig gøre, at der er hold, som skraber så mange point sammen, at man kan nå Europa,” tilføjer han og understreger nødvendigheden af at have nuancer i debatten. “Hvis det var en liga, der ikke blev delt op, så kan de hold, der ligger i bunden efter 22 runder godt få så mange point, at de kan nå at kvalificere sig til Europa den vej rundt. Den mulighed er der jo ikke, når der er en top-6. Samtidig kan der den anden vej også være hold, som efter 22 runder ligger i top-6, som kunne være rykket ned.” Søren Pedersen mener, at denne balance gør kampen relevant.
Hvis Randers slår FCK og når gennem kvalifikationen i Conference League, forventer Søren Pedersen indtægter i størrelsesordenen 30 til 40 millioner kroner. “Når vi ikke lykkedes med at komme i top-6, er det jo det bedste, vi kunne opnå at blive nummer syv. Så vi er glade og stolte over, at vi får den kamp og kan spille os i Europa. Det betyder rigtig meget. Det er noget, vi går 100 procent efter,” siger han.
Søren Pedersen mener desuden, at Randers generelt er gået lidt under radaren i dansk fodbold, hvor der har været stort fokus på andre hold i ligaens top og bund. “Vi har leveret nogle rigtig fine præstationer både som hold, men også individuelt med nogle spillere, som har præsteret rigtig godt. Jeg synes, at vi over lang tid har spillet underholdende fodbold, så det synes jeg godt, jeg kan tillade mig at sige,” afslutter han.
Kampen i Parken spilles fredag klokken 19.