Slagen OB-træner erkender: Vi er kørt lidt fast
OB’s Superliga-liv hænger i en tynd tråd efter et 1-2-nederlag til Lyngby på hjemmebane fredag aften. Det var ottende gang i træk, at OB gik fra banen uden sejr, og cheftræner Søren Krogh erkender, at der er problemer i truppen.
“Vi er kørt lidt fast i et kampbillede, hvor vi lykkedes meget godt med det, som vi vil, men det er lige indtil, der sker noget i kampen, og så bliver vi shaky,” siger Krogh til TV3 Sport. Han mener desuden, at OB mangler tilstedeværelse fremme i banen: “Vi har ikke nok punkter fremme i banen længere. Vi har for mange spillere bag spillet.”
Trods den svære situation i klubben, står Krogh fast ved, at han er den rette mand til at redde fynboerne: “Selvfølgelig. Hvorfor skulle jeg smide håndklædet og løbe tudende bort? Det ligger ikke til mig på nogen som helst måde.”
OB-anfører Bashkim Kadrii, der var bænket men kom ind fra starten af anden halvleg, udtrykker frustration over resultatet: “Vi fik en sindssyg god start på kampen, men så pissede vi det væk. Vi prøvede og gav den, hvad vi havde, men det er svært lige nu.” Kadrii understreger, at spillerne også deler ansvaret for de dårlige resultater med trænerstaben: “Det er svært at skyde al skylden på Søren. Selvfølgelig har Søren et ansvar, det har vi andre også. Vi er alle sammen lige gode om det.”
Lyngby, som nu har seks point mere end OB, står i en bedre position med blot ni point tilbage at spille om. Anfører Marcel Rømer tager dog ikke noget for givet: “Alt kan ske i den her vanvittige liga, men det var satme et godt skridt på vejen. Jeg havde gerne solgt den for den her situation før sæsonen.” Rømer tilføjer: “Vores primære mål er at overleve, og lige nu ligger vi til det og har et rigtigt, rigtigt godt udgangspunkt for at klare det.”
Lyngbys cheftræner David Nielsen, der endnu ikke vil tale om overlevelse, roser sine spillere: “Vi kom ind med en kniv mellem tænderne og var klar til at gøre, hvad der skulle til, og det lykkedes vi med, fordi vi har nogle dygtige spillere og en fantastisk stab.”
Lyngby kan matematik sikre sig en ny sæson i Superligaen, hvis holdet ude slår Vejle på onsdag.