England har ikke undgået kritik for deres præstationer på banen ved EM 2024 samt Gareth Southgates dispositioner som landstræner. Alligevel har “Three Lions” trodset forventningerne og nået to EM-finaler i træk, efter at have mødt Italien i EM 2020-finalen. I år står de overfor Spanien i finalen, der spilles i Berlin.

England, som havde været under niveau fra første kamp, var spået til at få det svært mod Holland i semifinalen, men kampen udviklede sig anderledes. Med en dyb taktisk ændring spillede England en høj forsvarslinje og fandt sejren i tillægstiden på et mål af Ollie Watkins.

Holland bragte sig tidligt foran, men England udlignede på et straffespark i det 18. minut, efter at Denzel Dumfries ramte Harry Kane i en klodset forsvarsaktion. Kane omsatte straffen og dominerede derefter kampens gang. England viste fornyet intensitet i angrebet, som de ikke havde gjort tidligere i turneringen, og dominerede i første halvleg med 62,6% boldbesiddelse og 95 afleveringer i modstanderens felt.

Taktisk evolution i Englands spil under EM 2024 har været markant. I de første fire kampe spillede de med en 4-2-3-1 formation, hvor Jude Bellingham var central offensiv midtbane, og Phil Foden og Bukayo Saka lå dybere på kanterne. Dette ændrede sig dog, da Gareth Southgate begyndte at eksperimentere med en mere fleksibel 3-back kæde.

Kyle Walker blev rykket ind som en del af en defensiv tre-mands kæde, mens Kieran Trippier og Bukayo Saka blev placeret som henholdsvis venstre- og højre wingbacks. Dette gav England mulighed for at benytte bredde i spillet og gøre mindre brug af det centrale område, som de havde haft svært ved at bryde op tidligere i turneringen.

En af de største taktiske sejre ved denne ændring var effekten på Phil Fodens spil. Med den nye opsætning har både han og Jude Bellingham fået lov til at operere som offensive midtbanespillere i hver sin side, hvilket har givet dem mere frihed til at påvirke spillet. Foden var tæt på at score flere gange mod Holland, og med 56 boldberøringer og 40 afleveringer var han meget effektiv i sit spil.

En væsentlig forskel i Englands præstation mod Holland var holdets angrebsvilje. Hvor de tidligere havde fokuseret for meget på boldbesiddelse og langsomme opbygninger, viste de mod Holland, at de kunne spille hurtigt og effektivt fremad. Spillet blev mere dynamisk og mindre forudsigeligt, og det lykkedes dem at skabe flere chancer.

Efter Hollands tidlige mål skiftede England gear og mistede bolden betydeligt færre gange på egen banehalvdel end i tidligere kampe. Southgates taktiske ændringer og dristige substitutioner, herunder Cole Palmer og Ollie Watkins, spillede en afgørende rolle i sejren. Watkins indkasserede sejren med et mål fra en svær vinkel, hvilket demonstrerede hans potentiale som en fremtidig stjerne for England.

Nu har England set ud til at finde rytmen lige præcis til tiden, og de vil forsøge at udnytte denne momentum når de møder Spanien i finalen den 14. juli i Berlin.