Seks år er lang tid. Så lang tid er det næsten, siden Spanien og England sidst mødtes i en seniorherrers fodboldkamp. Dengang vandt England 3-2 i en højtempo-kamp, hvor Raheem Sterling scorede to mål. Meget har ændret sig siden. Sterling er ikke længere en del af Gareth Southgates planer, og det samme gælder for Marcus Rashford, der også scorede for England den aften.

For Spanien har forandringen været endnu mere radikal. Forsvarsspilleren Nacho er den eneste fra startopstillingen i 2018, som sandsynligvis starter i EM-finalen 2024 mod England på søndag. Under ledelse af Luis de la Fuente har Spanien bevæget sig væk fra sin boldbesiddende stil og adopteret en højintensiv, vertikal spillestil. Spanien har vundet alle seks kampe i denne turnering og har scoret 13 mål, det højeste for nogen side i denne EM-udgave, med en xG (forventede mål) på 11,06.

England har været mere sparsom i deres angreb og har scoret syv mål med en xG på 5,62. Deres anden EM-finale i træk er blevet opnået mere på modstandskraft end offensiv flydende. Alle tre af Englands knockout-sejre har været comebacks. Southgates mandskab er ubesejret i de sidste seks kampe, hvor de har været bagud, og har vist en ro, som tidligere har manglet hos engelske hold.

Spanien lægger stor vægt på deres unge, energiske kanter: Nico Williams og Lamine Yamal. Disse to har skabt flere skudskabende aktioner end nogen andre spillere i finalen – Yamal (27) og Williams (20). For England vil kampen afhænge af, hvor godt deres wingbacks kan modstå Yamal og Williams. Kyle Walker er sikker på højreback-positionen, men det vil være klogt for England at starte med en frisk Luke Shaw frem for Kieran Trippier, da førstnævnte er bedre tilpasset til at spille venstreback.

Spanien har været mest effektiv i angrebet tidligt i kampene, med ti af deres 13 mål scoret i den første time af spillet. Men de har også haft en tendens til at trække sig tilbage efter at tage føringen, hvilket var tydeligt i kvartfinalen og semifinalen mod henholdsvis Tyskland og Frankrig. Denne konservative tilgang kunne blive en ulempe mod England, som ofte har scoret sent i kampene.

Englands senmåls-evne er hjulpet af Southgates mange offensive muligheder, som Ivan Toney, Ollie Watkins, Eberechi Eze og Cole Palmer. Mod Spanierne, der sandsynligvis vil have de ikke-så-hurtige veteraner Dani Carvajal og Nacho i forsvaret, kan disse offensive trusler blive afgørende i de sidste minutter.

Selvom Harry Kane ikke har været på sit skarpeste, er han stadig delt topscorer i turneringen med tre mål. Han har ofte trukket ned i midtbanen for at hjælpe spilopbygningen. Mod Spanien vil England møde en stærk sammenhængende midtbane med Rodri, Dani Olmo og Fabian Ruiz. Kane’s evne til at linke spil og presse modstanderne vil være vital.

På samme måde har Spaniens Alvaro Morata også været perifer, men vigtig for deres høje pres. Morata har lavet flere tacklinger i den offensive tredjedel end nogen anden angriber i turneringen og giver Spaniens angrebsfront et referencepunkt.

Finalen vil i høj grad afhænge af, hvor meget de “store mænd foran” kan påvirke spillet uden for deres naturlige positioner.